‘Teselskabet i skoven’ har tydelige referencer til Rødhætte, men i modsætning til Rødhætte og andre klassiske eventyr, er skoven i denne bog ikke farlig. Da Kikko følger efter sin fars spor i sneen, og det i stedet viser sig at være en bjørn, hun har fulgt efter hen til et teselskab, ser vi frygten malet i dyrenes øjne. Heldigvis tør de hurtigt op overfor den uanmeldte gæst og hjælper hende på bedste vis. Dermed lærer ‘Teselskabet i skoven’ os, at den fremmede sagtens kan være en ven, og at skoven er et magisk sted, hvor vi aldrig er alene.
